Tuesday 24 March 2009

13 rigtige til bedre billeder

Hvordan vælger du et foto som skal repræsentere dig som person, enten i form af en avatar på et forum, på din hjemmeside, en blog eller noget helt femte? Har du har en fire-fem gode billeder på din HD som med en let redigering kan bruges - hvad skal du sortere efter, og hvorfor ?

1.
FOKUS.


Slørede/rystede billeder signalerer utroværdighed.
Beskueren opfatter det som om der er noget du vil skjule.

Alle billeder der ikke er skarpe, arkiverer du lodret.
Og nej, de duer heller ikke til en avatar på 50 x 50 px - det bliver det ikke bedre af ;-)

2.
KILL YOUR DARLINGS

Det gælder i ordsnedkeri, i websdesign og når du skal udvælge din gr/avatar eller billedet der skal understøtte dit brand / dig som fagligt kompetent person på din hjemmeside.

Du kan holde aldrig så meget af et billede og have aldrig så mange positive konnotationer forbundet med det - men det kan dine kunder ikke se ... og er iøvrigt også ligeglade !

3.
OPLØSNINGEN


Komprimerer du en jpg fil for hårdt, går det ud over billedets skarphed.

Gem i min. 300 dpi, og brug ALDRIG optionen "save for web".

Vælg istedet at gemme billedet i det format det skal bruges, eller større - aldrig mindre, da opstår de der grimme pixeleringer som enhver æstetiker afskyer, og som får en potientiel kunde til at tro du ikke kan betjene en PC.


4.
UDTRYK / MIMIK


Om du vil smile eller ikke smile på, afhænger af hvilken kontekst billedet skal bruges i, og hvad du ønsker at sælge. Undgå at vælge et billede hvor du ser direkte muggen ud.

En naturlig og afslappet mimik er langt at foretrække, meningen er jo at vise imødekommenhed, hvis målet er at få (flere) kunder i butikken.

Pas på med "glimt i øjet" - det kommer nemt til at virke utilsigtet lummert.
Er du i tvivl, så vælg hellere den "kedeligere" udgave.

5.
Kig HER.


Hvor ? Dér ? Nej, HER ..
Beskueren får illusionen af at "se dig i øjnene", når du kigger i kameraet = troværdiged.

Kunstnériske portrætfotos hvor du er mystisk og undrende, gemt bag en bilrude af en solbrille eller andet spas, bør IMHO kun bruges hvis, og kun hvis, dette understøtter dit brand.


6.
DEN
KOSMETISKE RETOUCHERING

Nogle fotografer postulerer hårdnakket, at AL kosmetisk retouchering er "snyd".

I så fald er det også "snyd" at få vasket sin bil inden man sætter den til salg - og det er da dumt.

Selvfølgelig skal et billede ikke retoucheres til ukendelighed, men har du en bums på størrelse med en mindre mellemøstlig oliestat på snuden, er der ingen grund til at lade den forevige.

ALT der naturligt ville forsvinde af sig selv igen i løbet af en uge, kan du roligt fjerne.

Igen handler det om troværdighed - at fremstå usoigneret har aldrig gavnet nogen.


7.
BAGGRUNDEN


En neutral baggrund er altid det sikre bud - lys grå virker fint på de fleste sider.

Undgå visuel støj i baggrunden - træer, buske, møbler og den slags.

Har du et fantastisk portræt-billede, men der er en losseplads i baggrunden, er det nærliggende at klippe baggrunden ud, og klaske portrættet på en hvid flade.

Det giver desværre ofte nogle lidt uldne eller takkede kanter - specielt hvis du har hår på hovedet ...

Er baggrunden lys, kan du skrue op for kontrasten og håbe på baggrunden bliver "brændt ud".
Eller du kan bruge motionblur i fx Photoshop, til at få lossepladsen til at fremstå som et fotostudie backdrop.

Men ser billedet efter endt redigering "REDIGERET" ud, duer det ikke.

8.
PÅKLÆDNINGEN


Som avatar på et forum vil du typisk beskære billedet så tæt, at det kun er ansigtet der er i billedet. Men i andre sammenhænge kan det være, du gerne vil have lidt mere figur med.

Mønstre = støj.
Så Hawaii-skjorten lader du blive i skuffen, medmindre du ALTID er iført en sådan, du sælger blomstede hængekøjer i din webshop eller den på anden måde understøtter dit personlige brand.

En hvid skjorte på en lysegrå baggrund gør dig både udvasket og nærmest usynlig, specielt hvis du er både lyshåret og bleghudet.

  • Lyst tøj = mørk baggrund.
  • Mørkt tøj = lys baggrund.
Det handler om at skabe kontrast i billedet, så man kan SE dig og du træder frem fra omgivelserne.

9.
KONTRASTEN


I to dimensioner skabes illusionen af rum v.h.a lys og skygge.

For at give illusionen af, at kigge på et menneske i kød og blod, skal der være en anstændig kontrast mellem de mørke og lyse områder på billedet.

I jo mindre format dit billede skal vises, jo større kontrast skal du bruge.

Et billede der fungerer i 300x400 px, virker ikke nødvendigvis i 50 x 50.
Og vice versa.

Prøv dig frem i et simpelt billedbehandlingsprogram; kan du stadig se ansigtets konturer når billedet er i frimærke-størrelse, er kontrasten ok.

(Eller du kan rejse dig op og kigge på skærmen fra den modsatte ende af lokalet - så fik du også motion idag ...)

Hvis ikke, skal billedet redigeres.

Som hovedregel er det nemmere at arbejde med et overeksponeret motiv (= for lyst), end et underbelyst (=for mørkt), fordi der i det overeksponerede motiv i det mindste ER en kontrast at arbejde med.

Undtagelsen er billeder taget med flash:
Blitzen brænder ansigtets konturer noget så grundigt ud, og så er det faktisk nemmere at fjerne pixelstøjen fra et underbelyst motiv, end at sidde og prøve at gætte sig frem til hvor næsen ville have været ...


10.
BELYSNINGEN

Vælger du at bruge et "amatør-foto" som udgangspunkt, er det stort set altid nødvendigt med belysningskorrigering for et præsentabelt resultat.

Men selv professionelle studiefotos skal ofte renderes, når de skal bruges som avatar, fordi studiefotos som oftest er tiltænkt at skulle kigges på i minimum A5-størrelse - jvf punkt 8.

I photoshop kan du lægge "falske lyskilder" ind, men det nemmeste er i virkeligeheden at tænke på fotoet som om det var et maleri, og ganske simpelt tegne highlights direkte på billedet.

I det gratis billedbehandlingsprogram Paint.net findes den samme funktion som i Photoshop hedder "dodge-tool".

Her et eksempel, før og efter tur i PS:


-->


11.
FARVE & STIL

Personligt holder jeg meget af monochrome når det gælder avatars.

Dels kan du fyre godt op for kontrasterne, uden at skulle tænke om farvene forbliver "naturtro", dels fjernes en del af støjen på et billede bare ved at du hiver regnbuen ud af det.
Baggrunden virker mindre "rodet", når billedet er i monochrome.

Et sort/hvidt billede kan dog hurtigt komme til at virke "dødt" - det sker som oftest, når kontrasten er for svag.

TIP: Korrigér altid kontrast/belysning INDEN du konverterer til greyscale.
På denne måde mister du ikke den information i billedet du skal bruge, for at kunne optimere kontrasten mest muligt.

På de fleste digitale kameraer kan du vælge indstilligen "greyscale" - det bedste sort/hvid resultat fås dog IMHO ved enten analog B/W eller digitalt farvefoto efterfølgende desatueret til gråtoner.

Sepia (= bruntoning) er en smagssag - til nogle ting fungerer det, andre ikke.

Her til eksempel, den endelige version af avataren på en af mine andre blogs:


Jeg brugt halvprofilbilledet hvor jeg kigger til højre - for at "pege" ind mod teksten.

Billedet er sepia-tonet og brændt i kanten, for at give det patinerede udseende.
Det er det af tre grunde:

Bloggen formidler zenbuddhistisk livsvisdom, garneret med lyse indfald fra min egen notesbog.

Du finder på zenrise-bloggen både sufistiske parabler og klassiske "zen-historier".
Derfor måtte billedet substekstuelt kommunikere "noget af ældre dato" - selvfølgelig er det en anakronistisk illusion, men det virker.

For det andet var det oprindelige billede blev for lyst i.f.t resten af layoutet - siden er jo sort og headeren nærmest rosa, og for det tredie måtte det passe med både font, farve + motivvalg på headeren.

Du sér havet i baggrunden, headeren indeholder et billede af en bølge på en strand.

Havde jeg derimod haft en side med et plastisk web 2.0-look, havde det sepia-tonede set DYBT underligt ud ...

12.
BESKÆRINGEN


Et tæt beskåret billede får beskueren til at føle sig tæt på dig, et billede i fuld figur siger "distance". Vurdér hvad du helst vil signalere, og beskær accordingly.

Arrangerer du teambuilding-events ude i ødemarken og er selv en ivrig klatrer, giver det god mening OGSÅ at have et billede der viser dig i aktion. Det duer som udgangspunkt bare ikke som portræt /avatar, fordi når billedet kommer ned i frimærkestørrelse kommer beskueren let til at lave en Line Baun.

Du kan starte med at beskære dit billede for at se om det overhovedet kan betale sig at efterbehandle det - men lav ALTID alle dine tweaks i den originale beskæring.

Det er røværgeligt at skulle redigere forfra, fordi du kom i tanke om, at du vist egentlig gerne ville have haft dine skuldre med på billedet alligevel ...

13.
KOMPOSITIONEN


Der er beskæringen, som nævnt ovenfor - det er alt dét man kan gøre efter billedet ER taget.
Et snapshot taget uden tanke for komposition bliver interessant v.h.a den rigtige beskæring.

Der er masser at tage fat på hvad angår komposition, for nu vil jeg fokusere på hvor motivet "sidder" i billedet.

Er dit billede i halv- eller helprofil, og er der en dybere mening med dette, så sørg for at du vender snuden MOD læseretningen - dvs her hvor vi læser venstre mod højre, skal du kigge mod venstre.

Som udgangspunkt ...

På de fleste fora, bliver avataren placeret til venstre for dit indlæg.

Derfor vil du her bruge en avatar hvor du enten kigger direkte i kameraet, ELLER kigger mod højre - fordi du vil jo henlede læserens opmærksomhed på dét du skriver, ikke sidens venstremargin hvor der alligevel ikke foregår en skid.

Er du i tvivl om hvor den endelige beskæring skal lægges, så kig efter det gyldne snit.
Beskærer du dit billedet således, at øjnene er i ét af de fire gyldne snit, går du ikke helt galt i byen.

Den opmærksomme læser har selvfølgelig bemærket, at ovenstående billedeksempel ikke overholder denne regel.

Det overholder til gengæld nogle andre, hvilke, vil jeg fortælle mere om i kommende indlæg om visuel semantik andet præsentationsteknisk.

No comments:

Post a Comment